26.11.2025
I mødet deltog Troels Christensen, Christian Dyrløv og undertegnede. Vi havde på forhånd fremstillet et pænt materiale med en beskrivelse af situationen omkring færgen, foreningens formål og arbejde, samt nogle gode billeder.
I mødet deltog formanden Hans Christian Schmidt fra Venstre, Søren Søndergaard fra Enhedslisten, Mogens Jensen fra Socialdemokratiet samt et medlem fra Danmarksdemokraterne. Jeppe Søe samt andre medlemmer deltog på Teams.
Vi lavede et oplæg, hvor vi opfordrede udvalget til at sikre, at færgen Broen bliver erklæret bevaringsværdig. Vi beskrev færgens historie og den nuværende ejer, Sund & Bælt samt andre samarbejdspartnere. Vi uddybede færgens betydning for turisme og dens status som national kulturarv samtidig med, at dens betydning for Korsørs maritime udtryk blev understreget.
Vi understregede, at vi ikke for nærværende kommer med hatten i hånden for at bede om midler til renovering, men i første omgang blot ønsker kulturministeriets støtte ved at erklære færgen for bevaringsværdig.
Vi blev spurgt om økonomien i projektet, og kunne svare, at for tiden er det første skridt at få Teknologisk institut til at gå ombord i færgen og undersøge den for mistænkelige og sundhedsfarlige materialer. Hvis denne undersøgelse falder ud til færgens fordel, er vi klar til at gå til næste skridt og få etableret en juridisk baggrund for færgens ejerskab, der bevirker, at vi kan begynde at søge om fondsmidler til renovering i en skridt-for-skridt proces. Hvad det endelige resultat af sådan en renovering bliver er svært at sige i dag, så vores arbejde i den nærmeste fremtid går ud på at få sikret færgens bevaring samt Teknologisk Instituts undersøgelse.
Mødet varede i 15 minutter – som sådan nogle møder skal i henhold til etiketten – og efterfølgende blev vi interviewet af TV2-øst, før vi satte næserne hjem mod Korsør
Søren Hjorth
formand
